Neurofeedback begyndte i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne gennem arbejdet af både Dr. Joe Kamiya ved University of Chicago og Dr. Barry Sterman ved UCLA. Dr. Kamiya studerede bevidsthed og opdagede, at ved at bruge et simpelt belønningssystem kunne folk lære at ændre deres hjerneaktivitet. Dette var den første EEG neurofeedback-træning nogensinde.
På samme måde kørte Dr. Sterman et eksperiment for at se, om katte kunne øge deres sensoriske motoriske rytme (SMR).
Eksperimentet blev sat op således at kattene blev trænet til at forvente en madbelønning ved en trykke på en lille stang, når et lys tændte i deres forsøgskammer. De trænede katte lærte derefter, at hvis der blev afspillet en lyd, ville der ikke være mad tilgængelig. De skulle simpelthen vente indtil tonen slukkede for at kunne få beløningen. Der var således fremkaldt en adfærdstilstand, hvor kattene skulle
tilbageholde deres naturlige tendens til at kaste sig over stangen, når lyset blev tændt.
Kattene havde alle fået elektroder kirurgisk implanteret under kraniet, som blev brugt til at lave EEG-målinger. Disse målinger afslørede nu en pludseligt opstået rytme ved sansemotorisk cortex, som Sterman kaldte den sansemotoriske rytme. Den var kun til stede
i perioder med motorisk stilhed, og havde en stærk lighed med søvnspindelen, der karakteriserer Stage II søvn hos både katte og mennesker. Da Sterman nu havde identificeret hjernens reaktionsmønster, gjorde han madbelønningen betinget af udseendet af et sådant SMR-udbrud. Det eneste, katten skulle gøre, var at bringe sig selv i en tilstand af stille forventning for at få belønningen. Noget der som jægere falder det naturligt for katte.
Søvnspindler fungerer som “nattevagter”, der beskytter søvnen ved at skærme hjernen fra lyde udefra. Jo kraftigere og hyppigere en persons søvnspindler er, jo mere modstandsdygtigt vil den person være overfor de lyde, der ellers ville kunne vække én.
GABA, gamma-aminobutyrat, signalstof (neurotransmitter), der hovedsagelig findes i hjernen. GABA hæmmer overførslen af den elektriske impuls mellem nerveceller ved at åbne for kloridkanalen i den postsynaptiske membran, som herved holdes polariseret.
Flere år senere lavede Sterman et eksperiment for NASA og brugte igen kattene fra sit laboratorium. Denne gang testede han virkningerne af eksponering for månelanderbrændstoffet monomethylhydrazine (MMH). MMH bevirkede fjernelsen af GABA (gamma-aminobutyrat), som er en neurotransmitter der bruges af hjerneceller i alle hjernens områder til at finjustere mængden af signaler, der sendes fra hjerne til krop. I løbet af cirka en time efter kattene blev udsat for MMH gik de i anfald. For de fleste af kattene var der en lineær progression af hjernens ustabilitet, efterhånden som niveauerne af giftige dampe steg; først døsighed, derefter hovedpine, efterfulgt af hallucinationer, anfald og til sidst døden.
Nogle af kattene så dog ud til at være immune. Sterman bemærkede, at de katte, der var immune, var de samme katte, som han havde brugt i SMR-hjernetræningseksperimentet et par år før. SMR-træningen havde givet de katte ultra-stabile hjerner. Helt utilsigtet opfyldte eksperimentet alle de kriterier, man ville pålægge en fuldt ud kontrolleret undersøgelse. For deres vedkommende var kattene ikke udsat for et placebo-respons, de vidste dårligt nok at de var med i et forsøg. Og forskerne var åbenlyst ikke forudindtaget, da resultatet kom fuldstændigt bag på dem.
Resultaterne fra dette eksperiment er et af de vigtigste indenfor neurofeedback da det gav startskuddet til forskningen indenfor neurofeedback og det etablerede retningen og fremdriften i den videre udvikling.
Sterman gik videre med at træne SMR hos mennesker. En medarbejder i hans laboratorium led af natlige krampeanfald og tilbød at være den første forsøgsperson. Efter kun 34 træningssessioner fordelt over fire måneder blev der observeret en næsten eliminering af anfald. Sterman fortsatte med at træne SMR hos mennesker for hjælpe dem til at kontrollere deres epilepsi; 60 % af hans forsøgspersoner reducerede deres anfaldsniveau med 20-100 %, og disse resultaterne holdt.
Som følge af de gode resultater trænede NASA deres måneastronauter til at kontrollere deres hjernes SMR-rytmer. Halvtreds år senere er neurofeedback stadig en del af astronauttræningsprogrammet.
This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.
